Folketinget i 1980'erne

Vi har modtaget denne fortælling fra Asbjørn Agerschou, medlem af Gert Petersen Selskabet og mangeårigt medlem af Folketinget. Asbjørn skriver om arbejdet i Folketinget i 80'erne, hvor arbejdsforholdene var noget anderledes end i dag! ... men læs selv Asbjørns beretning!


Jeg blev valgt til Folketinget for SF i december 1981 og var folketingsmedlem indtil valget i december 1990. Jeg har skrevet nogle fortællinger om, hvad der dengang foregik i Folketinget. Der var ikke sikkerhedskontrol, når man skulle ind på Christiansborg, hvilket betød, at da jeg på et tidspunkt var med til et møde i SF, dukkede der en mand op med en seddel, hvor han havde skrevet, hvordan man løste alle landets økonomiske problemer.


Jeg havde altid nogle mønter med, når jeg var udenfor Christiansborg, så jeg var i stand til at ringe fra en telefonboks. En søndag eftermiddag var der en desperat journalist fra Politiken, der ringede til mig, fordi han skulle skrive en artikel, der skulle bringes om mandagen. Han kunne ikke finde ud af, hvad den skulle handle om og spurgte, om jeg havde en ide. Jeg gav ham et par stykker, og han brugte en af dem til en artikel.


På toiletrullerne på Christiansborg stod der på begge sider stemplet ”Folketinget”. Der forsvandt efterhånden en del. SFs gruppeformand Ebba Strange spurgte mig på et tidspunkt, om jeg vidste, hvor de blev af. Jeg fortalte, at mange gav dem væk som gaver. Det betød, at man holdt op med at stemple ”Folketinget” på toiletrullerne.


I modsætning til i dag skete alting i et meget langsommere tempo. Der var blandt andet ikke sociale medier, mobiltelefoner og mailsystemer. I stedet for mails modtog man mange breve, alle skrev på en skrivemaskine, og bordene var fyldt med bunker af papirer. Hvis man dengang ville have fat i et Folketingsmedlem, ringede man til telefoncentralen i Folketinget, som så kaldte på medlemmet via en personsøger (bipper). Bagefter skulle man finde en telefon og ringe til telefoncentralen, som så stillede samtalen igennem.

I 1980erne begyndte den moderne elektronik så småt at holde sit indtog – også på Christiansborg. Det betød blandt andet, at der blev etableret en elektronisk afstemning. Jeg var medlem af Folketingets EDB-arbejdsgruppe, som skulle være med til at indføre den nye teknologi på Christiansborg. Som led i arbejdet rejste et par folketingsmedlemmer og nogle embedsmænd fra Folketinget til Oslo for at finde ud af, om Folketinget skulle bruge Stortingets EDB-system eller et andet system. Da vi besøgte Stortinget, fortalte de, at når en bestemt sporvogn - nr. 5 kørte forbi Stortinget i Oslo - gik EDB-systemet hver gang ned.


Vi tog færgen til Oslo. På vejen ud af færgen blev jeg trukket til side af en civilklædt betjent sammen med 6-7 andre passagerer. Vi blev ført ind i et lokale på færgen og placeret på hver vores stol, hvor vi skulle kropsvisiteres. 

Inden det blev min tur, bad betjenten, der gumlede på en cigaret, om at se noget legitimation. Det eneste, jeg havde med, var mit frikort til Ålborg Zoologiske Have. Der stod ganske vist mit navn, og at jeg var folketingsmedlem, men når man vendte kortet om, så var der en tegning af en bjørn. Betjenten vendte og drejede kortet flere gange, mens han blev ved med at gumle på sin cigaret. Han bad mig fortælle, hvad jeg skulle i Oslo. Det fortalte jeg så. Han gumlede videre og overvejede sandsynligvis, hvem der var i stand til at skabe flest problemer for hvem. Det endte med, at jeg slap fri – uden kropsvisitation. Jeg gik ud af færgen, hvor de andre stod og ventede på mig ved udgangen. Der var en del panik blandt de embedsmænd, der var med. De havde ringet til den danske ambassade efter hjælp, men det blev afblæst, da de fik øje på mig.


Når man tidligere stemte i Folketinget, rejste man sig op, satte sig ned, rejste sig op igen og satte sig ned, når man skulle stemme. Efter afstemningen rejste Folketingets formand sig op, talte stemmerne og meddelte resultatet. Der var folketingsmedlemmer der fortalte mig, at der tidligere af og til var folketingsmedlemmer, som var så berusede, at det var nødvendigt for folketingsmedlemmerne ved siden af ham at tage ham under armene, rejse ham op og sætte ham ned igen. Engang var der også sket det, at et folketingsmedlem var så beruset, at han faldt i søvn i Når man tidligere stemte i Folketinget, rejste man sig op, satte sig ned, rejste sig op igen og satte sig ned, når man skulle stemme. Efter afstemningen rejste Folketingets formand sig op, talte stemmerne og meddelte resultatet. Der var folketingsmedlemmer der fortalte mig, at der tidligere af og til var folketingsmedlemmer, som var så berusede, at det var nødvendigt for folketingsmedlemmerne ved siden af ham at tage ham under armene, rejse ham op og sætte ham ned igen. Engang var der også sket det, at et folketingsmedlem var så beruset, at han faldt i søvn i en af Folketingets paternostre. En paternoster er en elevator, som kører op og ned automatisk, og den har ikke nogen ”dør”.


Når man stemte efter det nye elektroniske system, skulle man stedet for trykke på en knap – en grøn, hvis man stemte for, en rød, hvis man var imod og en gul, hvis man undlod. Resultatet kunne ses på tavlen bag formandssædet i folketingssalen. Systemet led imidlertid af fødselsvanskeligheder. Der var mystiske afstemningsresultater, og indimellem var der udelukkende stjerner på resultattavlen. På et tidspunkt opdagede jeg, at knappen ved sædet ved siden af mig i Folketingssalen stemte af sig selv. Pladsen tilhørte en socialdemokrat, som ikke var der. Det blev alligevel for meget. Hvis en knap stemmer af sig selv, så kan enhver klare sig. Der blev indkaldt til et møde med embedsmændene i Folketinget, som fortalte, at afstemningssystemet muligvis var meget følsomt overfor statisk elektricitet. I SF mente vi, at problemet var til at gennemskue. Folketingsmedlemmerne vaskede simpelthen hår for tit. Vi foreslog derfor en kvote for hårvask, så Socialdemokraterne for eksempel vaskede hår om tirsdagen, SF og De Radikale om onsdagen osv. Vi mente selv, at forslaget var både kreativt, konstruktivt og morsomt. Da vi kikkede os omkring, var der ikke én af embedsmændene, der trak på smilebåndet.


Det var gruppeformanden og gruppesekretæren, som i Folketingssalen sad med en oversigt over, hvordan SF skulle stemme til ændringsforslag, lovforslag, beslutningsforslag mv. Da man tidligere stemte ved at rejse sig op og sætte sig ned igen, skulle man blot se på gruppeformanden og gruppesekretæren for at finde ud af, hvordan man skulle stemme. Nu var det lystavlen, der befandt sig ovenover, hvor Folketingets formand sad, man skulle se på for at finde ud af, hvordan gruppeformanden og gruppesekretæren stemte, så man var i stand til at stemme rigtigt. Det voldte af og til en del besvær. Af og til var man nødt til at tale højt til et medlem. Gert Petersen og Niels Helveg Petersen fra De Radikale sad sammen på forreste række i Folketingssalen og faldt tit i snak om et eller andet vigtigt udenrigspolitisk emne. Ofte lagde de slet ikke mærke til, at der skulle stemmes. Det var derfor nødvendigt, at jeg råbte til Gert Petersen. Det gik så op for ham, at fingeren skulle sættes på en af knapperne. Den blev af og til ret anbragt ret tilfældigt på en de tre knapper. Et par gange måtte jeg så gå hen til ham for at sætte hans finger på den rigtige knap.


Halvdelen af Folketingets medlemmer skal være til stede i Folketingssalen ved en afstemning, for at et resultat gælder. En forårsdag, hvor det var rigtig godt vejr, var der nogen, som spadserede hen til Tivoli for at drikke kaffe og øl. Da de skulle tilbage til Folketinget, blev de forhindret af en stor demonstration, hvilket betød, at da der skulle stemmes i Folketinget, var der for få til stede, så resultatet ikke kunne godkendes. Der blev ledt efter folketingsmedlemmer på forskellige kontorer på Christiansborg, og efter et stykke tid fandt man det nødvendige antal. 

Påskestrejkerne strakte sig fra 24. marts til 12. april 1985 og blev én af de største strejkebølger i Danmark. De blev udløst af et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, som den borgerlige regering reagerede på med et kraftigt indgreb. Torsdag den 28. marts 1985 skulle Folketinget behandle lovindgrebet. De broer, som giver adgang til Christiansborg, var imidlertid blokeret af strejkende aktivister. De fleste folketingsmedlemmer var ikke nået ind på Christiansborg. Der var spærret, og Folketinget måtte udskyde sit møde. Jeg kom selv gående tidligt om morgenen fra min københavnerbolig på Christianshavn og skulle over Knippelsbro for at nå frem til Folketinget. Tværs over broen står aktivisterne med hinanden under armen. Der var slet ingen mulighed for at komme igennem.
Jeg gik om til Marmorbroen, som også var spærret af en menneskekæde. Her stod flere af SFs folketingsmedlemmer, og vi gik i gang med at bruge tiden på en fornuftig måde ved at drikke Gammel Dansk.

Her oplevede vi også én af dagens mere bizarre episoder. Mogens Glistrup fra Fremskridtspartiet kommer gående i overfrakke og med en mappe under armen. Han ser forhindringen, bøjer sig en smule ned og stormer med hovedet forrest ind i menneskekæden. Det lykkedes naturligvis ikke. Et par af de strejkende tager ham i armene og er på vej til at hælde ham ud i kanalen. Det forhindrer nogle mere besindige folk blandt blokadevagterne heldigvis. Det ville ikke have været rart med en våd martyr. Det varer flere timer, før blokaden bliver brudt, så man igen kan komme ind på Christiansborg.
Strejkerne blev enormt omfattende. Alt gik simpelthen i stå. Postbude, lærere, pædagoger, havnearbejdere, fabriksarbejdere og mange andre nedlagde arbejdet. TV gik i sort, og aviser så ikke dagens lys.
Det var dage med store demonstrationer rundt omkring i landet. Mellem 100.000 og 150.000 deltog på Christiansborg Slotsplads.
Herefter ebbede strejkerne ud.

Fortællinger om Gert Petersen, der var formand for SF fra 1974 til 1991 og medlem af Folketinget fra 1966 til 1998.

Han var noget ganske særligt. Han havde blandt andet fravalgt en del af det, som andre var optaget af – for eksempel grønsager og påklædning. Det var ganske alvorligt, når der i partiet blev dannet en uformel forening til Gert Petersens forskønnelse. Den havde imidlertid ikke nogen videre succes.



På et tidspunkt havde Gert Petersen en usandsynlig grim overfrakke, som han var meget tæt knyttet til. På et tidspunkt havde han hængt den i stueetagen på Christiansborg, hvor den var forsvundet. Det blev han ret misfornøjet over. Tænk, at man ikke engang kunne have en frakke hængende i Folketinget, uden at den blev stjålet. Os, der arbejdede med socialpolitik, blev overraskede. Var der virkelig nogen, der var så fattige, at de ville stjæle Gert Petersens frakke?
Der gik så omkring en uges tid. Så blev der ringet fra Politiets Hittegodskontor.De havde en frakke hængende, og ud fra lommernes indhold af gamle flybilletter, regninger, kuverter mv., opdagede man, at den tilhørte Gert Petersen. Det viste sig imidlertid, at der var tale om en helt anden frakke – en frakke, som Gert Petersen troede, at han havde glemt i et fly fra Billund for år tilbage. Dengang lavede han et farligt hus over, at flyselskabet ikke kunne finde den, men det fik han ikke noget ud af. I al den tid havde den befundet sig i en garderobe i Radiohuset, hvor man så fandt den, da man ryddede op.


En dag kom Gert Petersen for sent til et møde i SFs folketingsgruppe. Det gjorde han indimellem, så det var ikke grunden til, at der opstod fuldstændig tavshed. Årsagen var Tipsbladet, som stak op af hans jakkelomme. Hvad var nu det? Gert Petersen og Tipsbladet?? Han havde aldrig sagt et ord om idræt. Han bad gruppeformanden, Ebba Strange, om ordet til en meget vigtig sag. Det var dengang i 1980erne, hvor det danske fodboldlandshold var i gang med at gøre sig bemærket. Landskampene blev vist direkte i TV, og det betød, at andre programmer måtte udgå eller udsættes. Da Danmark skulle spille en vigtig kamp mod Grækenland, sagde SFs medlem af det daværende radioråd, at hun håbede, at Danmark tabte, så vi igen kunne se de gængse TV-udsendelser i fred. Så kom det omsider. Tipsbladet meddelte i en leder, at bladet var fuldstændig upolitisk, og at man var aldeles ligeglad med, hvilket parti læserne stemte på. Der var dog et parti, som Tipsbladet ville fraråde, at man overhovedet overvejede at stemme på, nemlig SF.
Gert Petersen deltog på et tidspunkt i en dronningerunde, der handler om, at dronningen efter rådgivning fra partilederne udpeger en forhandlingsleder, som får til opgave at forsøge på at danne en regering. Når man har talt med dronningen, skal man altid gå baglæns væk fra hende. En journalist spurgte engang Ebba Strange, om Gert Petersen gik baglæns. Nej, - det gjorde han ikke. Der har aldrig været noget bakgear på Gert Petersen.


Årene var præget af en økonomisk krise og frygten for atomkrig, hvilket betød, at årene blev kaldt for fattigfirserne. I 1982 kom den borgerlige regering til magten uden valg. Den bestod af Det konservative Folkeparti, Venstre, CentrumDemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Regeringen førte en økonomisk politik, der i folkemunde blev kaldt for Kartoffelkuren, Formålet var at få både danskerne og det offentlige til at bruge færre penge. Indgrebet startede op til efterårsferien i 1986 og var et forsøg på at få danskerne til at spise mindre kød og flere kartofler. Efterårsferien blev oprindelig kaldt kartoffelferien, fordi skolebørn i 1899 skulle holde fri en uge i efteråret og samle kartofler.


Af Asbjørn Agerschou, juni 2023                                                                                                                                                                                      




Årene var præget af en økonomisk krise og frygten for atomkrig, hvilket betød, at årene blev kaldt for fattigfirserne. I 1982 kom den borgerlige regering til magten uden valg. Den bestod af Det konservative Folkeparti, Venstre, CentrumDemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Regeringen førte en økonomisk politik, der i folkemunde blev kaldt for Kartoffelkuren, Formålet var at få både danskerne og det offentlige til at bruge færre penge. Indgrebet startede op til efterårsferien i 1986 og var et forsøg på at få danskerne til at spise mindre kød og flere kartofler. Efterårsferien blev oprindelig kaldt kartoffelferien, fordi skolebørn i 1899 skulle holde fri en uge i efteråret og samle kartofler.